At bære rustning kan virke relateret til antikke krigsrustninger fra et bogstaveligt perspektiv, men det er faktisk en nail art-stil lavet gennem håndtegnet kunst, farvematchning og omfattende materialer. I modsætning til traditionel neglekunst kan det frit at bære og fjerne neglekunst, og størrelsen og stilen kan tilpasses.
Når man ser tilbage på historien, har kunst lige ved hånden længe været sporbar.
I det gamle Kina brugte aristokratiske kvinder "opbevaring af rustning" som et symbol på deres status. De slanke og skarpe "panserbetræk" var lavet af forskellige materialer som guld, sølv, jade, skildpadde, kobber, emalje osv., og håndværket var komplekst. Panserdækslerne udskåret i form af indlæg, udskæring, udhulning osv. blev anset for at være luksuriøse.
Udviklingen af formen for "Jia Pian" er blandet med specifikke symboler for gammel politisk kultur, og endnu vigtigere, den æstetiske arv siden oldtiden.
Skikken med at farve sin datters slanke fingre røde under Dragebådsfestivalen er optaget i bogen "Yanjing Suishi Ji" skrevet af Fucha Dunchong i det sene Qing-dynasti, som siger, at "at farve sin datters slanke fingre røde forstærker hendes skønhed med pink, hvid og mørkegrøn." Dette er også kendt som negle græs, som også er kendt som hibiscus. I maj, når blomsterne blomstrer, tager boudoirets børn dem og banker dem for at farve deres negle, hvilket resulterer i en lys rød farve, der trænger ind i deres knogler. Efter år forsvinder det.
I den vestlige historie, i Babylons æra i Cuba, deltog mænd i krigen for at male neglelak som et symbol på sejr og magt. Den britiske kongefamilie har også tradition for at bevare negle for at fremhæve deres sociale status.
Når man regner den traditionelle kultur og æstetik på disse fingerspidser, er de stadig værd at nyde i den nuværende modesammenhæng. Indtil nu har innovative, bærbare rustninger konstant gentaget sig med hensyn til materialer, design og funktionalitet, og er blevet denne generations nye favorit til at fremvise personlighed og smag.
